Et snart 40-årigt parløb
Et tilsyneladende tilfældigt besøg af Peter Helm hos Adax - på en taskemesse i Herning - var begyndelsen på et langt venskab og et tæt på 40 år langt samarbejde.
I starten af 80’erne var Adax en af de mange små upcoming virksomheder, der forsøgte at komme ind på markedet med masser af mod på fremtiden, men uden den store erfaring. - Samarbejdet med Helm var et gennembrud for Adax’ virksomhed på det danske marked. Dette samarbejde gav os ikke blot muligheden for at udvide salget gennem flere af Helms butikker – for mig var det samtidig en stor inspiration i de følgende år, siger Eugen Silfen. Han fortsætter: - Under et af de første møder med Peter Helm fik jeg meget tydeligt fortalt, at hvis jeg ønskede at forblive leverandør til Helms butikker, så krævede det fokus på kvalitet, fornyelse og ikke mindst priser. Jeg fik også at vide, at det var kunderne i Helms butikker, der i sidste ende bestemte, hvad der skulle ligge i butikkerne.
Stor respekt for kunden
Den tilsyneladende simple forretningsstrategi, som bestod i, at man hos Helm lyttede til kunderne og respekterede deres mening, fandt Eugen Silfen både spændende og lærerig. Det var noget, han lod sig inspirere af i sin forsatte
udvikling af Adax som virksomhed. - Samarbejdet med Helm har udviklet sig igennem årene med min voksende respekt, ikke blot rettet mod Helms forretningskoncept, men i lige så høj grad mod de mennesker, som har stået bag Helms virksomhed. I dag er stafetten hos Helm givet videre til den nye generation, hvor evnen til at spotte nye muligheder og ikke være bange for nye udfordringer, er gået i arv, siger Adax’ adm. direktør. Han konstaterer, at selv om enhver ny generation har deres egne ideer til fornyelse, så er grundværdierne forblevet de samme med stor respekt for kunder og leverandører. - Den gensidige respekt mellem Helm og Adax har skabt grundlaget for snart 40 års tæt samarbejde. Den fælles jubilæumskollektion er et symbol på vort unikke parløb, slutter Eugen Silfen.