Om helm

helm drives af en familie, som har beskæftiget sig med læder gennem seks generationer. I slutningen af 1700-tallet etablerede Henrik Helm et garveri i Holstebro, der modsat tidens sædvanlige barkgarvningsteknik, behandlede huderne med fedtstoffer for at forvandle ubehandlet skind til solide beklædningsgenstande.

Næste generation var Christian Helm, som drev garveriet indtil 1873, i nogle år sammen med faderen. I 1812 blev garveriet flyttet til Nørregade 31-33 i Holstebro, hvor den førstetablerede helm-butik stadig har adresse. Denne ejendom i hjertet af Holstebros gågade har således dannet ramme for kvalitetsbevidst håndtering af lædervarer i snart 200 år.

Først med tredje generation, Mads Højland Helm, blev virksomheden i 1873 til en egentlig lædervarerhandel, og dermed er helm blandt de ældste af sin slags i landet. Kun 42 år gammel døde Mads Helm og overlod dermed virksomheden til sin søn Peter Marinus Helm, der byggede videre på sine forfædres arbejde gennem de næste 35 år.

Peter Marinus Helms udholdenhed blev først overgået, da hans søn Richard Helm i 1987 slap tøjlerne efter 50 år i sadlen som lædervarehandler. Butikken blev derefter overtaget af hans søn Peter Videbæk Helm, som i samarbejde med sin kone Susanne Helm har drevet butikken siden.

Peter og Susanne Helm har som den første generation i familien forøget antallet af butikker ved åbning af butikker i Herning, Vejle, Hjørring, Ringkøbing og senest Esbjerg. Parret har fire børn, og i dag arbejder de to ældste, Martin og Henrik, fast i firmaet.

Nyeste tiltag for kæden er åbningen af internet butikken på www.helm.nu sidst i 2009. Mulighederne på netbutikken udviddes uge for uge.